Knæledslaphed kan skyldes blødt vævsskade, såsom en ledbåndståre, eller fra genetiske faktorer såsom LED hypermobilitetssyndrom og forskellige former for Ehlers–Danlos syndrom. Placeringen af et motivs passive knæløshed langs et kontinuerligt spektrum afhænger af de eksisterende strukturers mekaniske egenskaber og den øgede bevægelse, der ofte følger ledskade. Ved en tærskel langs spektret vil en patient være i fare for fælles ustabilitet og yderligere skade på fælles strukturer. Forbindelser mellem ustabilitet og slaphed kan forstås bedre, hvis slaphed kan kvantificeres pålideligt og nøjagtigt. Nuværende målinger af slaphed er ikke blevet sammenlignet med en ‘guldstandard’ i alle tilfælde, og når de har, blev det fundet at overvurdere slaphedsværdierne. Dette skyldes deformation af blødt væv. Derfor ville en ikke-invasiv måling af slaphed med forbedret nøjagtighed og repeterbarhed være nyttig klinisk og i forskningssektoren. I denne gennemgang kritiseres aktuelle kliniske målinger af slaphed, kriterier for et mål for slaphed identificeres, og tre teoretiske modeller for knæslaphed er skitseret. Disse inkluderer kontakt, klumpet parameter og endelige elementmodeller med vægt på anvendelighed, styrker og begrænsninger for hver. Det langsigtede mål er at udvikle en model og metode, der er i stand til at differentiere emner langs et spektrum af slaphed og forstå de funktionelle implikationer af ændret fælles integritet. Dette ville muliggøre omhyggelig kontrol af kliniske interventioner med det formål at forbedre fælles sundhed og give et værdifuldt forskningsværktøj til at studere ledskader, helbredelse og degeneration.
