Sagsoversigt og resultat
Canadas Højesteret fastslog, at retsforfølgelse af en gymnasielærer i Alberta for antisemitiske udsagn i hans klasse var en rimelig og forsvarlig begrænsning af ytringsfriheden. James Keegstra, en gymnasielærer i Alberta, fortalte sin klasse, at jøder var onde og tvivlede på forekomsten af Holocaust. Han blev anklaget for forsætligt at fremme had mod en identificerbar gruppe, som han protesterede på grund af ytringsfriheden. Retten stadfæstede canadisk lovgivning, hvorunder læreren blev anklaget, fordi den ikke led af vaghed eller bredde, og forsøgte at fjerne racisme og had.
fakta
i sine klasser meddelte Keegstra sine elever flere negative bemærkninger om det jødiske samfund. Han tilskrev jødiske folk onde kvaliteter og udtrykte tvivl om forekomsten af Holocaust. Keegstra blev anklaget i henhold til afsnit 319 (2) i Canadas straffelov for forsætligt at fremme had mod en identificerbar gruppe for at fremsætte antisemitiske og hadefulde udsagn til sine studerende. Keegstra gjorde indsigelse med den begrundelse, at afsnit 319(2) krænkede hans ret til ytringsfrihed i henhold til Afsnit 2(b) i det canadiske Charter om rettigheder og friheder (Charter).
Beslutningsoversigt
Chief Justice Dickson afsagde flertalsafgørelse fra Canadas Højesteret. Retten havde to forfatningsmæssige spørgsmål. Det første spørgsmål var, om artikel 319, stk.2, var en krænkelse af ytringsfriheden som garanteret i chartrets artikel 2, litra b). Retten konkluderede, at det var efter anvendelse af totrinsanalysen, der blev fastlagt i en tidligere Højesteretssag, Irvin Toy Ltd. v. DSB (justitsminister).
det første trin i analysen af Irvin-legetøjet kræver en afgørelse af, om påstanden om krænkelse af ytringsfriheden falder inden for rammerne af chartrets afsnit 2, litra b). Under dette første trin konkluderede flertallet, at udtryk er beskyttet, når det forsøger at formidle en mening. Dickson hævdede endvidere, at betydningen eller budskabet i udtrykket var irrelevant, selvom det som i dette tilfælde offentligt fremmede had. Det andet trin i analysen af Irvin-legetøjet kræver en afgørelse af, om regeringens handling var truffet for at begrænse ytringsfriheden. Dickson konkluderede, at afsnit 319, stk.2, forsøgte at forhindre et bestemt udtryk og opfyldte således anden del af analysen.
det andet spørgsmål var, om begrænsningen af ytringsfriheden kunne opretholdes i henhold til chartrets afsnit 1 som rimelig ved lov og berettiget i et frit og demokratisk samfund. Flertalsdommen svarede bekræftende. I denne henseende vedtog Dickson den tilgang, der blev anvendt i R. V. Oakes, hvor det først skulle fastslås, at formålet med lovgivningen var af presserende og væsentlig karakter. Dickson fastslog, at formålet med lovgivningen faktisk var presserende og væsentligt, fordi udtryk, der fremmer had til identificerbare grupper, unødigt hæmmer multikulturalisme i Canada.
i denne sag henviste flertalsdommen til internationale instrumenter, som Canada har underskrevet, der opfordrer stater til at vedtage lovgivning mod fremme af had. Dernæst fastslog flertalsdommen, at afsnit 319, stk.2, opfyldte proportionalitetskravet i Oakes-testen. Dickson fastslog, at der under proportionalitetskravet var en rationel forbindelse mellem Parlamentets mål og troen på, at strafferet er det mest effektive middel til at undertrykke den skade, der er forårsaget af hadpropaganda. I henhold til artikel 319, stk.2, blev der endvidere fastsat en minimal forringelse af ytringsfriheden. Bestemmelsen lider ikke af vaghed eller bredde, da den udelukker private samtaler, og den tiltalte har evnen til at påberåbe sig det forsvar, der er tilgængeligt i afsnit 319(3). Endelig bekræftede flertalsdommen vigtigheden af målet med den anfægtede lovgivning om at have et frit og demokratisk samfund ved at forsøge at fjerne racisme og had.
Justice Mclachlins afvigende mening var enig i flertalsafgørelsen om, at ytringsfriheden var blevet krænket i henhold til chartrets afsnit 2(b). Den var imidlertid ikke enig i, at begrænsningen af ytringsfriheden var berettiget og rimelig i henhold til chartrets afsnit 1. McLachlin hævdede, at det kriminelle aspekt af begrænsningen af ytringsfriheden, som afsnit 319(2) pålægger, kunne have en kølende virkning, primært fordi det kunne afskrække legitimt udtryk og skabe usikkerhed om, hvorvidt et bestemt udtryk kunne retsforfølges. Den afvigende udtalelse afviste også forestillingen om, at straffeforfølgelse kan reducere racisme og hadpropaganda. Endelig fremførte McLachlin, at begrænsningerne i afsnit 319, stk.2, lider af uklarhed og bredde.
