identificering af DNA ‘s rolle i 1950’ erne var det første skridt til et vanskeligt cellulært puslespil—hvordan kopieres og repareres DNA? JoAnne Stubbe var banebrydende for mange af eksperimenterne for at forstå kompleksiteten af denne handling, udført af RNA. Hun opdagede, at en omhyggelig brug af frie radikaler-atomer med en manglende elektron, der kan ødelægge andre molekyler, hvis de efterlades unchecked.is afgørende for processen. Ved at forstå RNA til DNA-konvertering viste Stubbe, hvordan kræftlægemidler kan kontrollere denne transformation og hæmme tumorvækst, når en sådan omdannelse løber amok. Dette førte til design af et lægemiddel, gemcitabin, til behandling af bugspytkirtel og andre kræftformer. Stubbe udførte et sådant biologisk arbejde ved at udnytte unikke røntgen-og spektroskopiske eksperimenter for at se virkningen af proteiner og molekyler på cellulært niveau.
født i Champaign, Illinois, fik Stubbe sin B. S. i kemi fra Penn i 1968. Hun gik videre til UC-Berkeley og tjente sin ph.d. i 1971. Stubbe tilbragte sin tid som professor i biologi og Novartis Professor i kemi, før hun ankom til MIT i 1987, hvor hun fortsætter med at forske og undervise.
Stubbes arbejde har regelmæssigt skilt sig ud ikke kun på grund af hendes forskningsgennembrud, men også på grund af hendes kreative brug af fysiske metoder til at studere biokemi. Ud over hendes skelsættende undersøgelser af DNA-syntese ved hjælp af frie radikaler, kendt som ribonukleotidreduktaser, Stubbe har anvendt innovative billeddannelsesteknikker til en lang række andre mekanikere. For eksempel forklarede hun, hvordan antitumorantibiotikumet Bleomycin dræber kræftceller ved at binde til og nedbryde DNA. Hun har også studeret mekanismerne for DNA-reparation og cellernes “selvmordshæmmere”, der hæmmer visse funktioner. Stubbe er for nylig begyndt at undersøge, hvordan bakterier kan bruges til at producere bionedbrydelig plast.
Stubbe ‘s priser inkluderer ici-Stuart Pharmaceutical-prisen for fremragende Kemi, F. A.-Bomuldsmedaljen, City of Philadelphia’ s John Scott-pris, Protein Society ‘s Emil Thomas Kaiser-pris, NAS-prisen i kemiske videnskaber, National Medal of Science, samt ACS’ s pris i kemi, Arthur C. Cope Scholar-prisen, Repligen-prisen, Alfred Bader-prisen i Bioorganisk eller bioorganisk kemi og Nakanishi-prisen.
