Johatsu: de fordampede mennesker i Japan

JC Scull underviste i internationale forretningsforbindelser og strategier på universiteter i Panama og Kina.

Japans kultur er unmistankingly forskellig fra Vesten og helt sikkert USA. I denne artikel vil vi undersøge nogle af disse forskelle såvel som et fænomen kaldet johatsu eller de fordampede mennesker. Vi vil se på mange af de sammenkoblede kulturelle punkter, der fører til, at folk ønsker at forsvinde og blive johatsu.

Japan – land for Historie og Tradition

Japan er lige så paradoksalt som det er farverigt. Dens kultur er et vidunderligt udtryk for banebrydende moderne samfund, gennemsyret af tradition, der går tusinder af år tilbage. Århundreders isolation skabte et miljø, hvor mange aspekter af dets kultur udviklede sig helt upåvirket af påvirkninger udefra, og derfor har alt, hvad du ser i Japan i dag fra sumobrydere til Kabuki-teatret, dyb historisk og kulturel betydning.

faktisk i 2008 blev Kabuki-teatret indskrevet på UNESCOs repræsentative liste over menneskehedens immaterielle kulturarv. Sumobrydning er derimod en sport med en historie, der går århundreder tilbage og indeholder mange gamle traditioner og ritualer. Selv Manga, den berømte japanske tegneserie, siges at stamme fra ruller dating tilbage til det 12.og 13. århundrede.

fra et interpersonelt og socialt normperspektiv adskiller Japan sig meget fra Vesten. Dens kultur er ikke-kontakt, og folk opretholder forskellige personlige rum. Dette betyder, at bøjning bruges i stedet for at ryste hænder. Øjenkontakt er forkert og betragtes som et tegn på respektløshed. Det japanske samfund er stratificeret i overensstemmelse med autoritet, alder, familieforhold, venskab, og endda kærlighedsforhold.

denne hierarkiske struktur afspejles i de hædersbevisninger, der bruges til at adressere andre. Suffikser som –sama, -san, -chan, -kun og-B Kurra skal bruges korrekt for at undgå at fornærme dem, som du interagerer med. Selv bøjning skal gøres ordentligt. Ældre medlemmer af samfundet er bøjet til i en stejlere vinkel end en personlig ven. Det samme gælder dem, der har myndighed; at bøje sig for en chef er mere ekstrem end for en kollega.

men der er et andet aspekt ved japansk kultur, der for nylig dukker op i dokumentarfilm og YouTube-videoer. Det er en kultur, der ikke let forstås af udenforstående, især vesterlændinge. En, hvor latterlige fetisher tages højde for af virksomheder og klubber; TV – spil viser, at det tager absurditet til et helt nyt niveau ved at pinlige og ydmyge deltagerne; snesevis af automater pr. byblok; mode aficionado Harajuku-piger og rockabilly Boys-subkulturen; og obsessivt perfekt frugt, der kan prissættes i tusinder af dollars.

en anden kultur og et land med introverte

Japan er et land med introverte. Det siges, at selvom Tokyo er blandt en af de største byer i verden, er det også den ensomste. Selv når de er pakket, er togene stille. Folk krydser hinandens stier med knap et blik. Afslappet samtale blandt andre rejsende eller fremmede er næsten ikke-eksisterende.

Tokyo er den type by, hvor du kan blive besvimet beruset i en metrobil, og ingen vil genere dig, før det er lukketid, og sikkerhedspersonale høfligt eskorterer dig ud; hvor du kan gå til en Manga-cafeteri og tilbringe uendelige timer ved hjælp af maddispensernes berøringsskærme uden nogensinde at tale eller blive kontaktet af en tjener eller endda af andre lånere; eller gå til en bar og roligt drikke indtil lukketid, mens du kun signalerer bartenderen om at gentage din drink.

i de senere år siges hikikomori Eremits-fænomenet at påvirke en halv million mennesker, hvoraf 80% er mænd. Det er dem, der trækker sig fra alle sociale bånd, herunder arbejde, venner, skoler selv hobbyer. De låser sig typisk i deres soveværelser, bruger al deres tid på internettet, spiller videospil eller ser fjernsyn.

virkeligheden er, at for de vesterlændinge, der enten har boet eller rejst meget til Japan, begynder disse tilsyneladende anomale adfærd at give mening ud fra det perspektiv, at alle kulturer er forskellige, men i sidste ende gyldige. Ingen kultur er bedre end en anden. Denne holdning lægger stor vægt på de sociale normer, der observeres i Japan.

dette var nøjagtigt min holdning, især efter at have besøgt Japan et par dusin gange gennem årene. Efterfølgende, da jeg stødte på en bog skrevet af den franske journalist Lena Mauger ved navn The Vanished: Japans “fordampede mennesker” i historier og fotografier, blev jeg straks både fascineret og begejstret.

Johatsu: de fordampede mennesker

de fordampede mennesker, kendt som johatsu i Japan, er de titusinder, der forsvinder sporløst hvert år. Det er dem, der forlader deres job, studier eller familier, der ofte er drevet af skam, håbløshed eller personlig skuffelse.

mange kvinder gør det for at undslippe vold i hjemmet, især da love, der beskytter kvinder mod voldelige espouses, er svage og ofte ikke håndhæves. Andre gør det for at efterlade spilgæld. Men for det meste gør de det som en overordnet følelse af, at det bedste for dem er at forlade deres gamle liv og starte på ny.

mens de fleste af dem, der forsvinder årligt, enten findes af politiet; af detektivbureauer, der er ansat af deres familier; dukker op døde; eller vender hjem alene, anslås det, at omkring 20.000 mennesker aldrig ses igen af familie, venner eller arbejdsgivere. Når man overvejer, at dette tal over en periode på ti år kan tilføje op til 200.000 mennesker, der er forsvundet, repræsenterer dette fænomen en betydelig indvirkning på samfundet.

for amerikanere er forestillingen om, at nogen forsætligt forsvinder, vanskelig at forestille sig. I USA, CPR-numre gør at finde folk en nem proces. Kommunale poster er tilgængelige for offentligheden, og virksomheder sporer forbrugerkøb og placeringer. Alle disse oplysninger er tilgængelige for politi og kredit sleuths.

dette er dog ikke tilfældet i Japan, hvor der er strenge love, der beskytter privatlivets fred, og det er imod Loven for politiet at få adgang til ATM-transaktioner eller økonomiske poster. I modsætning til i USA, hvor der er en database for savnede mennesker, findes der ingen i Japan.

derudover og lige så vigtigt findes der et samfund under Japans samfund; en underverden, der ikke er synlig for den afslappede observatør. Der er Byer, der betragtes som ghettoer, såsom Sanya og Kamagasaki, hvor folk kan forsvinde. Dette er områder, der stort set drives af den japanske mafia kendt som yakusa, og hvor ingen har brug for et identitetskort eller regeringsdokumenter for at leje et værelse. Hvor samfundets landflygtige kan finde billige hoteller og etværelseslejligheder, nogle gange uden toiletter eller vinduer, men hvor johatsu kan smelte væk i den lokale kultur.

men bedst af alt kan de finde skjult arbejde i en blomstrende uformel lokal økonomi, hvor de kan modtage kontant betaling for lovlige eller ulovlige aktiviteter. Ingen spørgsmål stillet.

en god ven i Japan

i mit tidligere professionelle liv arbejdede jeg for et firma, der genererede en hel del forretning i Japan. Vi havde en TV-talsmand, som jeg vil kalde Daiki Akiyama (ikke hans rigtige navn), der medvirkede i et DIY-TV-program, hvor han ville instruere sit publikum, hvordan man laver kunst-og håndværksprojekter. Han arbejdede ofte med læder til fremstilling af bælter, håndtasker og tegnebøger. Han arbejdede også med andre materialer som træ, metal, skumplade eller stof.

Akiyama-San brugte vores produkter i sine tv-udsendelser, og vi betalte ham et smukt gebyr. Han fik sin start i TV, mens han boede i Los Angeles, da han var ung. Han fungerede som en ekstra og spillede bitdele i et par krigsfilm. I midten til slutningen af tyverne flyttede han tilbage til Japan og fandt arbejde i tv. Til sidst, at få sin egen forestilling.

vi var heldige at have ham som talsmand for vores brand, ikke kun på grund af pasformen mellem hans udstilling og vores produkter, men også hans engelsk og kendskab til Amerikansk kultur var fremragende. I årenes løb blev vi venner, ikke kun forretningsforbindelser. Faktisk, da hans søn giftede sig med en lokal Tokyo-kvinde, jeg blev inviteret til brylluppet.

efter at jeg flyttede til Panama for at undervise, kom han og hans kone på besøg i 2004 under et krydstogt, de begge tog, som endte i Kanalområdet. Senere, da jeg igen skiftede job til en undervisningsposition på et universitet i Beijing, besøgte jeg ham og hans familie i Tokyo. Tidligere i år, efter at have læst Lena Maugers bog, mailede jeg ham for at indhente, men nævnte “den fordampede” og spurgte om hans mening.

da vi ikke havde været i kontakt i et par år, var jeg overrasket over at høre, at hans Søn havde forladt sin kone og faktisk var forsvundet i en kort periode. Det så ud til, at det hele skete natten over. Tilsyneladende, han havde planlagt Flytningen i nogen tid, og havde modtaget hjælp fra en type virksomhed kendt som en yonige-ya, eller “fly-by-night shop.”

dette er virksomheder, der mod et gebyr hjælper johatsu med at få brænderens mobiltelefoner; falske id ‘ er; finde et sted at bo; dybest set forsvinde i Japans tomrum. De vil endda hjælpe med den faktiske flytning af personlige ejendele. Nogle gange, alt dette for et par hundrede dollars.

i tilfælde af Akiyama-San syntes hans søn at have haft andre tanker og vendte tilbage til sit job og sin kone en uge senere.

behovet for at forsvinde – lønmodtagere – Senpai og K Kurshai

da jeg spurgte Akiyama-San, hvorfor hans søn følte, at han havde brug for at forsvinde, skrev han mig en lang e-mail, der mere lignede et college-papir om presset fra Det Japanske samfund end direkte at tale om sin søn. Dette var meget i tråd med den modvilje japanske folk har om direkte klager over deres ulykker.

han fortalte mig, at i Japan, især i en storby som Tokyo, er der mange grunde til at forsvinde. Faktisk er hikikomori intet andet end en mindre ekstrem version af en johatsu. Begge lider af den samme underliggende sociale lidelse: en kultur, der er ekstremt vanskelig for mennesker.

selv selvmordsraten, der rangerer næsthøjeste i verden, kan tilskrives denne type social isolation, ensomhed og fortvivlelse, der er typisk i den japanske kultur. For mange er et hæderligt selvmord i sidste ende den bedste tilgang til at afslutte et liv fyldt med indigniteter. Folk peger ofte på samuraiens praksis med at begå “seppuku” eller adskillelse; eller kamikas piloter fra Anden Verdenskrig med en vis grad af accept.

Akiyama-San tilføjede, at når du er lønmand, kan livet være en absolut tortur. Jeg tog det, han talte indirekte om sin søn. Han sagde, disse mænd arbejder ofte indtil sent på aftenen for en meget grundlæggende løn. En ekstremt lang pendling fuld af Pine. Men værst af alt, de står over for et arbejdsmiljø, hvor senpai eller en person med højere status kan holde k-kurshai eller underle over Ilden efter ønske.

Senpais kan råbe på K larshais foran kolleger for den mindste overtrædelse som en måde at gøre et eksempel ud af dem. K lyshais forventes altid at vise respekt for senpais; åbne døre; opgive deres pladser til dem; i elevatorer, de skal bede senpais om det gulv, de går, og skubbe de rigtige gulvknapper til dem; ved drikkefester skal de hælde senpais øl; endelig, de kan ikke forlade en fest, før senpai siger, at samlingen er forbi.

i det væsentlige er det et forhold af underdanighed, at lønmodtagere skal udholde hele deres arbejdstid. For de læsere, der så 1993-filmen Rising Sun eller læste romanen med samme navn af Michael Crichton, vil du have lidt forståelse for, hvordan dette sociale system fungerer.

Bias og diskrimination

i Japan er der et ordsprog, der siger: “neglen, der stikker ud, bliver hamret ned.”På arbejdet skal en lønmodtager tilpasse sig eller stå over for uudholdeligt socialt pres. Som et af de mest homogenius-lande på jorden mødes afvigelse altid med modstand. Overensstemmelse i Japan forventes i den måde, folk klæder sig på; opføre sig; tale. Du kan aldrig være dig selv. Du skal altid følge mængden.

som Akiyama-San sagde; “Forestil dig at arbejde i dette miljø 12 timer om dagen, hvorefter en lang og ensom togtur tilbage til dit hjem venter dig.”

virkeligheden er, at det ikke kun er de mandlige lønmodtagere, der står over for konstant samfundsmæssigt pres. Kvinder har det også ret groft. Japan er et land uden love mod diskrimination. Arbejdsgivere kan søge og ansætte ansøgere baseret på køn, alder, race, religion, trosbekendelse selv blodtype.

faktisk er der meget få kvindelige topledere i Japan. I en Kvartsartikel fra 2015 med en overskrift, der lyder: “Japan lovede at betale virksomheder for at promovere kvinder til Seniorjob. Ikke en tog tilbuddet op, ” fortæller om virksomhedernes tilbageholdenhed med at ansætte kvinder i ledelsesroller, selv når regeringen tilbød store bonusser. Når du bliver spurgt, svarede virksomhedsrepræsentanter, at de frygtede at blive set ned på af de virksomheder, de gjorde forretninger med, hvis de hyrede kvindelige ledere.

kvinder står ofte over for diskrimination og seksuel chikane på arbejdspladsen uden retlig anvendelse. At blive gravid, mens du er ansat, kan få en kvinde fyret eller degraderet. På arbejdspladsen udsættes kvinder konstant for seksuelle fremskridt fra mænd, specielt ledere. Ofte ender de med at indsende af frygt for gengældelse. Faktisk, der er hoteller overalt i Tokyo, der imødekommer “chef og sekretær”-gæster midt på eftermiddagen, ved at tilbyde timepriser og få medarbejdere, for ekstra privatliv til paramours.

når jeg plejede at rejse til Tokyo, ville jeg tage bussen fra Narita Lufthavn til Keisei bus station og bo på et hotel i nærheden betragtes som en “rejsende sælger” hotel. Et relativt billigt, men meget typisk japansk hotel, hvor alle faciliteter var selvbetjening og a la carte. Fjernsynet; på værelset telefon; snack automat; alle tog tokens gæsterne kunne købe i receptionen.

til min overraskelse første gang jeg boede der, fandt jeg det lille hotel også udstationeret som et sted for bossernes mid-day tryst. Hver dag lige efter 12:00 PM par bestående af halvtreds mænd med tyve kvinder ville begynde at komme igennem. Et hurtigt stop i receptionen af mændene, mens kvinderne stod og ventede ved døren til elevatoren, forsikrede en hurtig og privat tur til deres værelse.

Blodtype B er et Problem – tilskrivning Versus præstation

Bias i Japan er så udbredt, selv blodtyper kan udsættes for diskrimination. I 2017 The Daily Beast offentliggjorde en artikel med titlen: Un-True Blood: Japans underlige smag for diskrimination af ‘Type Bs. Artiklen fortsætter med at forklare, hvordan denne form for diskrimination stammer fra overtroen om, at der er en sammenhæng mellem blodtyper og personlighedstræk, og type B-blod giver det værste af alle adfærdsmæssige kvaliteter.

artiklen citerer psykologiprofessor Shigeyuki Yamaoka, der har brugt år på at debunke myten, for at sige: “men selv i et land som Japan, hvor omkring 98 procent af befolkningen er den samme etnicitet, finder folk stadig en måde at diskriminere og gruppere mennesker i praktiske forme.”

virksomheder adskiller notorisk kandidater og medarbejdere efter blodtype og andre overflødige kriterier til et sådant punkt, at Ministeriet for sundhed og arbejde udstedte en guidelinie, der instruerede arbejdsgivere om ikke at spørge kandidaternes blodtype, fødselsdag eller horoskopskilte ved samtaler.

denne ide om, at visse blodtyper giver adfærdsmæssige eller karakteregenskaber til mennesker, synes at falde i tråd med Fons Trompenaars og Charles Hampden-Turner seminal undersøgelse af kulturer, hvor de identificerede et sæt sociale adfærd, de kaldte achievement vs. tilskrivning kulturel dimension.

i præstationskulturer bedømmes folk på, hvad de har opnået, deres tidligere rekord og opfattelsen af, hvad de kan opnå i fremtiden. Tilskrivning, på den anden side, betyder, at status tilskrives fødsel, slægtskab, køn, alder, interpersonelle forbindelser, eller uddannelsesmæssige titler – og som i tilfældet med Japan, blodtype også.

denne særlige kulturelle dimension er også tydelig i Japans holdning til uddannelse, hvor der lægges stor vægt på de berygtede optagelsesprøver før og efter gymnasiet, der blev oprettet af regeringen i 1947. Almindeligt kendt som juken jigoku, eller optagelseseksamen helvede, begge disse tests er beregnet til at bestemme, hvilke studerende der kommer til at gå til de bedste gymnasier og universiteter.

selvom dette kan virke som en god måde at måle præstation på, er virkeligheden, at de opnåede resultater i disse tests vil følge modtagerne resten af deres liv. Ikke at komme ind i en god Gymnasium betyder ikke at gå til et godt universitet, hvilket igen betyder ikke at blive ansat af de bedste virksomheder.

virksomheder i Japan ser kun på de universiteter, som en kandidat deltog i, ikke karaktererne; fritidsaktiviteter; Frivilligt arbejde; sportsaktiviteter; selv den grundlæggende ide om indløsning efter en dårlig præstation er aldrig en overvejelse.

disse grader fra meget efterspurgte colleges vil følge medarbejderne resten af deres karriere, da beslutninger om forfremmelser eller lønforhøjelser altid vil blive truffet ved at lægge stor vægt på titler, arv, netværk og prestigefyldte organisationer, som en person er tilknyttet.

konklusion

japansk kultur er sådan, fænomenet johatsu er let at forstå. Frygt for fiasko; gambling gæld; manglende evne til at miste ansigt; gruppepres; en ubøjelig kultur. Uanset årsagen er beslutningen om at smelte væk eller fordampe en, som tusinder gør, for hvilken der ikke kommer tilbage.

alle kulturer er forskellige, og min holdning har altid været og fortsætter med at være en respekt, men også af fest, at vi lever i en så interessant og forskelligartet verden.

selvfølgelig er Japan et fantastisk land. Deres præstationer gennem årene har været beundringsværdige. Jeg var meget heldig og taknemmelig for at have haft mulighed for at gå der mange gange og opleve en virkelig fantastisk nation og kultur første hånd. Jeg er privilegeret at have mødt folk som Daiki Akiyama-San (heller ikke hendes rigtige navn)-hans forretningspartner og senere hans kone, de mennesker, der arbejder på vores daværende joint venture – partnerskab i Tokyo og alle andre jeg mødte gennem årene.

offentliggørelse: Med det formål at præsentere læseren for levedygtige og troværdige oplysninger om johatsus og japansk kultur, jeg parafraserede og tilføjede en masse information til, hvad min ven Akiyama-San oprindeligt fortalte mig. Jeg sendte ham kopier af denne artikels udkast og bad om hans godkendelse og tilladelse til at skrive om det, vi diskuterede; som han sagde ja til.

Resources

• Japans fordampede mennesker
• Senpai og K. L. Chai
• lønmodtagere
• selvmord i Japan
• Hvorfor er japansk indadvendt?
• japanske feticher
• bor i skyggerne

JC Scull (forfatter) Fra Gainesville, Florida på Juli 02, 2020:

Tak Anupam.

Anupam Mitu fra MUMBAI i Juli 02, 2020:

betaget! Hvad er det her? Jeg var så optaget af at læse dette, at jeg føler, at jeg ikke engang trak vejret.

i Indien giver vi altid vores studerende eksemplet på japansk kultur med angivelse af, hvor hårdtarbejdende de er, og hvordan de har været et af de mest udviklede lande i verden med deres dedikation til deres arbejde.

faktisk ser græs altid grønnere ud på den anden side. Jeg er chokeret over at vide, at en sådan grad af forskelsbehandling er der i Japan. Og jeg føler mig så modløs over at kende japanske kvinders tilstand.

for et par dage siden stødte jeg på en uanstændig video af en kvinde, der blev brutalt seksuelt overfaldet af så mange mænd omkring hende. Mit hjerte græd for at finde kvinden i en sådan situation. Men baseret på din rapport, det kan være tilfældet med næsten alle de arbejdende kvinder der. Det er jeg ked af at vide. Her føler jeg virkelig, at der er meget, der skal gøres for denne forskelsbehandling, især kønsdiskrimination.

i det mindste findes der også sådanne mennesker som dig, der virkelig ønsker at bidrage med noget for at bringe ændringen..

tak for at dele dette

JC Scull (forfatter) Fra Gainesville, Florida den Februar 04, 2020:

Tak fordi du kommenterer Denise.

Denise McGill fra Fresno CA Februar 04, 2020:

utroligt. Jeg har aldrig hørt om dette, selvom jeg vidste, at deres kultur var meget mere respektfuld og stille end den vestlige kultur. Tak for info.

velsignelser,

Denise

JC Scull (forfatter) Fra Gainesville, Florida den November 08, 2019:

Tak mortimermouse. Jeg er glad for, at du nød artiklen.

mortimermouse den November 08, 2019:

tak for denne artikel. Jeg stødte på det efter at have set en nøgtern dokumentar om ‘johatsu’, og hvad du har skrevet har givet mig en bedre forståelse af fænomenet. Nok til at tvinge mig til at tilmelde mig og sige – tak!

JC Scull (forfatter) Fra Gainesville, Florida den Oktober 09, 2019:

Hej Dohn,

tak for dine kommentarer. Jeg vil læse dine artikler omhyggeligt.

dohn121 fra Hudson Valley, Ny York i Oktober 09, 2019:

din titel til denne artikel var meget effektiv med hensyn til at lokke den kommende læser til at læse den. Det er fyldt med interessante oplysninger om Japans kultur. I virkeligheden kunne denne artikel have været opdelt i tre forskellige artikler på grund af dens enorme ressource. Efter at have læst denne artikel kommer Aokigahara til at tænke på. Tak for at dele og tak for at følge. Jeg vil gøre det samme.

JC Scull (forfatter) Fra Gainesville, Florida den Oktober 06, 2019:

Hej Mary,

tak for din kommentar. Forresten, jeg kan godt lide dine artikler. Meget interessant.

Mary Norton fra Ontario, Canada den Oktober 06, 2019:

hvor interessant er dette? Jeg har ikke engang hørt om det før, selvom jeg har flere gode japanske venner.

JC Scull (forfatter) Fra Gainesville, Florida den Oktober 05, 2019:

tak, John. Jeg er glad for, at du kunne lide det.

John Hansen fra Australien den 05. oktober 2019:

JC, jeg var helt absorberet i denne artikel. Japan er et fantastisk land med en ganske unik kultur, og du udtrykte det vidunderligt med denne artikel. Tak for indsigt i Johatsu og hvad der påvirker deres beslutning om at forsvinde.

JC Scull (forfatter) Fra Gainesville, Florida den Oktober 05, 2019:

tak for dine kommentarer Lorna. Det er en meget vanskelig kultur at forstå. Japan har dog en lang og rig historie med vidunderlige traditioner. Værd at besøge, hvis du nogensinde har chancen.

Lorna Lamon den 05. oktober 2019:

sådan en interessant artikel, og jeg forestiller mig, medmindre du var en del af denne kultur, ville det være ekstremt svært at forstå. Jeg kan ikke begynde at forestille mig den pine, de ‘fordampede mennesker’ skal gennemgå for at fravælge deres liv på denne måde. Jeg føler, at det ekstreme pres for at opnå, for ikke at nævne de sociale stigmas, der er knyttet til klassen, alle spiller deres rolle. Jeg er enig i, at Japan har opnået så meget gennem årene, men jeg må spørge mig selv til hvilken pris.