i Jonathan Edvard fortæller han om sin åndelige rejse. I begyndelsen var han et barn, hvor han observerede, at religion var normen, og for det meste var alle en del af den. Han bad, gik i kirke og lærte om skrifterne. Edvard forklarer: “jeg var dengang meget berørt i mange måneder og bekymret over religionens ting og min sjæls frelse; og der var rigeligt med pligter” (Edvard 1). Lige da han tydeligvis først blev udsat for religion, blev han forbløffet og gjorde alt, hvad der stod i hans magt, for at gøre det rigtige i henhold til det, der blev undervist i hans fars menighed. Da han blev meget ældre, afviger han fra sin tro, og ifølge ham var han i en tid med “ondskab”, hvor han konstant syndede. “Men i tidens løb forsvandt mine overbevisninger og følelser; og jeg mistede helt alle disse følelser og lækkerier og slap af hemmelig bøn, i det mindste med hensyn til enhver konstant udførelse af den; og vendte tilbage som en hund til sit bræk ” (Edvard 1). Hans udsagn er meget ærlig og rå, og sammenligner det med en” hund, der vender tilbage til sit opkast”, og siger dybest set, at han skulle tilbage til et”mørkt sygt sted”. Det er tydeligt, at han gennemgik op-og nedture, og i hele teksten kan du se, at han er i en konstant tilstand af bevidsthed på grund af hans opførsel. Efter et stykke tid læser Edvard en tekst i de hellige skrifter, der ændrer hans liv, disse ord kan findes i i Tim. i:17. Edvard udtrykker nye følelser og føler sig meget anderledes end for mange år siden, den hellige tekst ændrede ham virkelig. Edvard siger :” jeg følte ofte en sorg og beklagelse i mit hjerte, at jeg ikke havde vendt mig til Gud før, for at jeg kunne have haft mere tid til at vokse i nåde” (Edvard 7). Edvard bærer skyld for ikke at finde Jehova tidligere, og henvender sig til Gud på en helt anden måde. Han søger altid at forbedre sig som person og søge godkendelse fra den almægtige Gud. Gennem hele hans personlige fortælling kan du se hans forbindelse med Gud forbedres. Der er ingen tvivl om Jonathan Edvards tro.
