Kveim-testen, Nickerson-Kveim eller Kveim-Siltsbach-testen er en hudtest, der bruges til at påvise sarkoidose, hvor en del af en milt fra en patient med kendt sarkoidose injiceres i huden hos en patient, der mistænkes for at have sygdommen. Hvis der findes ikke-caseating granulomer (4-6 uger senere), er testen positiv. Hvis patienten har været i behandling (f.eks. glukokortikoider), kan testen være falsk negativ. Testen udføres ikke almindeligt, og i Storbritannien har der ikke været noget substrat siden 1996. Der er bekymring for, at visse infektioner, såsom bovin spongiform encephalopati, kan overføres gennem en Kveim-test.
Kveim-Siltsbach test
D007731
det er opkaldt efter den norske patolog Morten Ansgar kveim, der først rapporterede testen i 1941 ved hjælp af lymfeknudevæv fra sarkoidosepatienter. Det blev populariseret af den amerikanske læge Louis Siltsbach, der introducerede en modificeret form ved hjælp af miltvæv i 1954. Kveims arbejde var en forfining af tidligere undersøgelser udført af Nickerson, der i 1935 først rapporterede om hudreaktioner i sarcoid.
en Kveim-test kan anvendes til at skelne sarkoidose fra tilstande med ellers uadskillelige symptomer såsom berylliosis.
