der er en simpel kendsgerning, som mange amerikanske kritikere ikke har bemærket ud over USA ‘ s afvisning af at ratificere Kyoto-protokollen.
disse mennesker er ikke klar over, at traktaten ville kræve et stort offer fra USA — og overraskende lidt fra dets europæiske tilhængere.
bare spørg dig selv dette spørgsmål: kan en voksen mand, hvis størrelse næppe har ændret sig i et årti, tabe sig lettere end en teenager, der stadig vokser med fire eller fem pund om året?
det rigtige svar er indlysende.
men dette svar nægtes ikke kun, det afvises voldsomt af Europas politiske ledere — og mange miljøforkæmpere.
dette er kernen i kampen om Kyoto-protokollen om klimaændringer. Miljøpræstationer kan ikke ses i et vakuum.
det er især betydeligt vanskeligere at forbedre miljøpræstationerne, når et samfunds befolkning vokser.
omvendt kan et land med en stabil befolkning med mindre efterspørgsel efter vand og strøm — og færre biler på vejen — forvente at finde det meget lettere at opnå miljøforbedringer.
så meget for princippet. Den amerikanske præsident George Bush gav afkald på Kyoto-protokollen, fordi den amerikanske befolkning vil vokse med 25% mellem 1990 og 2010.
i modsætning hertil vil befolkningstilvæksten i Europa, Japan og Rusland, de andre store underskrivere af Kyoto, være nul eller faldende — eller meget næsten.
alligevel er USA forpligtet til at skære CO2-emissioner med 7%.
det svarer stort set til målene for Europa og Japan — henholdsvis 8% og 6% reduktioner. Rusland skal slet ikke foretage nogen reduktioner.
det er ikke som om traktaten ikke tog hensyn til befolkningstilvæksten andre steder.
Australien — står over for en betydelig befolkningstilvækst gennem 2050 — vandt en stigning i emissionerne på 8% under Kyoto.
og selv de mål, Europa og Japan har sat sig, kan opfyldes ganske let.
i Europas tilfælde vil hovedparten af dens overholdelse kun stamme fra at færdiggøre en eksisterende, 20 år gammel tendens, der erstatter beskidt, lavkvalitetskul under brugskedler med naturgas.
i Japans tilfælde er det nødvendigt at bevæge sig lidt mere mod atomkraft — og væk fra olie og hvad der var tilbage af Japans kul.
med andre ord kræver traktaten kun lidt reelt offer fra Europa og Japan, hvis emissioner ville falde uanset hvad der sker på grund af allerede eksisterende forhold.
Kun USA står over for en reel omkostning for at overholde traktaten. Det var præsident Bushs forgænger, Bill Clinton, der accepterede denne garishly skæve aritmetik.
hvorfor? Fordi amerikanske miljøforkæmpere, blandt hans vigtigste tilhængere — sammen med resten af verden — ser USA som et umoralsk affald, der skal straffes.
men hvor slemt er USA på bevarelse? Kritikere af landet peger på 11% væksten i amerikanske CO2-emissioner i 1990 ‘ erne.
det gør landet til at være en miljømæssig dårlig dreng, okay. Europa, med denne foranstaltning kommer ud meget bedre. Dens CO2-emissioner steg kun halvdelen af en procent.
men denne analyse ignorerer en simpel kendsgerning.
i løbet af 1990 ‘ erne voksede befolkningen i USA 13% — mens Europas befolkning voksede omkring 1%.
med andre ord faldt CO2 — emissionerne pr.Amerikansk faktisk en smule-ligesom CO2-emissionerne pr. europæisk.
ved denne foranstaltning er USA slet ikke en miljøskurk.
dens markedsdrevne bevarelsesteknikker har formået at regere i forurening lige så meget som Europas regeringsdrevne.
i 1998, et halvt år efter at traktaten blev underskrevet, fordømte det amerikanske Senat Kyoto 95 til 0. Senatorer ønskede i det mindste, at traktaten skulle gælde for udviklingslandene — nu helt fritaget.
Kina, Brasilien, Indien og 120 andre fattige lande nægtede forståeligt nok at deltage.
Kyoto ville tvinge langsommere økonomisk vækst på dem i navnet på en usikker global opvarmningstrussel, der er umulig fjern sammenlignet med deres skarpe nuværende fattigdom.
men uden de fattiges deltagelse vil verdens CO2-emissioner stadig stige med 26% inden 2010 under Kyoto. Det er ikke meget mindre end den stigning på 33%, der ville ske uden nogen Kyoto-traktat overhovedet.
Hvad er meningen med Kyoto, der stræber stærkt for at opnå næsten ingenting overhovedet?
lige dette: Traktaten lader bekvemt politiske ledere, især i Europa, formilde deres grønne valgkredse, synes at gøre noget stort for bekymrede EU — vælgere-men generer disse vælgere næppe overhovedet.
ud over det er Kyoto efter min mening simpelthen en selvbedrag fra europæernes side. De er villige til at se miljøforbedringer — forudsat at prisen betales af USA.
