han var en ledende skikkelse i KPD. Efter snævert at undslippe arrestationen flyttede han til Paris, hvor han oprettede verdensudvalget mod krig og fascisme. Gruppen, der omfattede mennesker som Heinrich Mann, Charlotte Despard, Sylvia Pankhurst, Vera Brittain, Storm Jameson, Ella Reeve Bloor, John Strachey, Kurt Rosenfeld, Norman Angell og Shervel Anderson, etablerede en undersøgelse af Rigsdagsbranden.
M. Schmidt sørgede for udgivelsen af bogen, den brune bog om Hitlers Terror og afbrændingen af Rigsdagen. Med et omslag designet af John Heartfield argumenterede bogen for, at Hermann G. Historikeren A. J. P. Taylor har påpeget: “M. M. Og hans samarbejdspartnere var et spring foran fascisterne. Ikke alene havde de beviserne fra eksperterne, hvilket viste, at van der Lubbe ikke kunne have gjort det alene og derfor implicerede fascisterne; de fremlagde også en masse beviser for, hvordan fascisterne havde gjort det. Det afgørende punkt her var en underjordisk passage fra G. Kr. ‘ s hus til Rigsdagen, som bar elektriske og telefonkabler og rør til centralvarme. Gennem denne passage skulle nogle S. A.-mænd (brune skjorter) være kommet ind i Rigsdagen.”(22)
et af de dokumenter, der blev offentliggjort i bogen, var et brev underskrevet af Karl Ernst. Han tilstod, at han på ordre fra G. P. Og Ulven von Helldorf sammen med Edmund Heines havde hjulpet med at sætte ild til Rigsdagen. “Helldorf fortalte mig, at ideen var at finde måder og midler til at knuse Markisterne en gang for alle”. “Vi brugte timer på at løse alle detaljer. Heines, Helldorf og jeg ville starte branden den 25.februar, otte dage før valget. G. kr. har lovet at levere brændbart materiale af en art, der ville være yderst effektivt, men som alligevel optager meget lidt plads.”
Ernst fortsatte med at påpege: “et par dage før den faste dato fortalte Helldorf os, at en ung fyr var dukket op i Berlin, som vi skulle være i stand til at gøre god brug af. Denne fyr var den hollandske kommunistiske van der Lubbe. Jeg mødte ham ikke før handlingen. Helldorf og jeg ordnede alle detaljerne. Hollænderen ville klatre ind i Rigsdagen og blunder omkring iøjnefaldende i korridoren. I mellemtiden satte jeg og mine mænd ild til mødesalen og en del af lobbyen. Hollænderen skulle starte klokken 9-en halv time senere, end vi gjorde…. Van der Lubbe skulle efterlades i troen på, at han arbejdede alene.”
Karl Ernst sagde, at han havde underskrevet dette dokument den 3.juni 1934, fordi han frygtede for sit liv. “Jeg gør det på råd fra venner, der har fortalt mig, at G. Kurring og Goebbels planlægger at forråde mig. Hvis jeg bliver arresteret, skal G. kr. og Goebbels straks informeres om, at dette dokument er sendt til udlandet. Selve dokumentet må kun offentliggøres på ordre fra mig selv eller de to venner, der er navngivet i kabinettet, eller hvis jeg dør en voldelig død.”(23)
ved Nuremberg krigsforbrydelser forsøg blev gjort for at finde ud af, hvem der startede Reichstag Fire. Hans Gisevius, en embedsmand fra det preussiske indenrigsministerium på tidspunktet for branden. Han afviste den nationale regerings ulovlige aktiviteter og fratrådte sin stilling. Han gik senere på arbejde med Canaris og hans Oster. Gisevius sluttede sig til den tyske modstand og sendte information til John Foster Dulles fra Office of Strategic Services. Han formåede at flygte til Storbritannien og aflagde bevis i Nuremberg.
Gisevius hævdede: “det var Goebbels, der først kom på ideen om at sætte ild til Rigsdagen. Goebbels diskuterede dette med lederen af Berlins sa-brigade, Karl Ernst, og fremsatte detaljerede forslag til, hvordan man skulle udføre brandstiftelsen. En bestemt tinktur kendt for enhver pyrotekniker blev valgt. Du sprøjter det på et objekt, og derefter antændes det efter en bestemt tid, efter timer eller minutter. For at komme ind i Rigsdagsbygningen havde de brug for passagen, der fører fra rigsdagspræsidentens palads til Rigsdagen. En enhed på ti pålidelige SA-mænd blev sat sammen, og nu blev g Kursring informeret om alle detaljerne i planen, så han tilfældigvis ikke var ude med at holde en valgtale natten til ilden, men stadig var ved sit skrivebord i Indenrigsministeriet på en så sen time… Hensigten lige fra starten var at lægge skylden for denne forbrydelse på kommunisterne, og de ti SA-mænd, der skulle udføre forbrydelsen, blev instrueret i overensstemmelse hermed.”(24)
ifølge A. J. P. Taylor, på grund af vidnesbyrd fra mennesker som Gisevius, troede langt de fleste historikere, at Rigsdagsbranden var startet af agenter fra den fascistiske regering: “folk uden for Tyskland, og mange inde i det, fandt et simpelt svar: fascisterne gjorde det selv. Denne version er generelt accepteret. Det fremgår af de fleste lærebøger. De mest anerkendte historikere, som Alan Bullock, gentager det. Jeg accepterede det selv uden tvivl uden at se på beviserne.”(25)
i 1960 udgav Tobias, en pensioneret embedsmand, en række artikler i Der Spiegel, senere omdannet til en bog, Rigsdagen Fire: Legend and Truth (1963), hvor han argumenterede for, at Marinus van der Lubbe handlede alene. (26) efter at have foretaget en omfattende undersøgelse af den brune bog om Hitler-Terror og afbrændingen af Rigsdagen kom han til den konklusion, at den var baseret på forfalskede dokumenter. Arthur Koestler, der havde været en del af teamet, der arbejdede med bogen, indrømmede, at “Obeffohren Memorandum” var skrevet af dem. (27)
et andet vigtigt dokument, den underskrevne tilståelse af Karl Ernst, viste sig også at være en forfalskning. “Ernst-testamentet, som blev sammensat af en gruppe tyske kommunister i Paris – inklusive Bruno Frei og Konny Norden – efter Ernsts mord den 30.juni 1934 og først offentliggjort, efter at Dimitrov selv redigerede det i Moskva.”(28)
to af mændene, Ernst Hanfstaengel, og Richard Fiedler, nævnt af Ernst som at vide om den fascistiske sammensværgelse for at sætte ild til Rigsdagen, begge overlevede krigen. De fortalte begge Tobias, at”Ernst-tilståelsen var en komplet fabrikation”. (29) Tobias var også i stand til at vise, at Edmund Heines, der ifølge dokumentet hjalp Ernst med at sætte ild til bygningen, faktisk var den aften på et valgmøde i fjerntliggende Gleivits. (30)
Tobias hævdede, at de handlinger, der blev truffet af den fascistiske regering efter Rigsdagsbranden, viser, at de ikke var ansvarlige: “i dag synes der ikke at være nogen tvivl om, at det netop var ved at lade van der Lubbe stå for retten, at fascisterne beviste deres uskyld af Rigsdagsbranden. For havde van der Lubbe været forbundet med dem på nogen måde, ville fascisterne have skudt ham i det øjeblik, han havde gjort deres beskidte arbejde og bebrejdet hans død på et udbrud af ‘forståelig folkelig indignation’. Van der Lubbe kunne da have været stemplet som kommunist uden irritationer fra en offentlig retssag, og udenlandske kritikere ville ikke have været i stand til at argumentere for, at da der ikke blev opdaget kommunistiske medskyldige, skal de virkelige medskyldige søges på Regeringsbænkene”. (31)
