i vores kirke har vi reflekteret over de syv tegn på Jesus i Johannesevangeliet. Vi er nu klar til at underskrive nummer tre, helbredelsen af den lamme mand ved poolen i Bethesda i Jerusalem (se Joh 5:1-20). Jeg fik til opgave at introducere tegnet ved at undervise, give en vis baggrund, give et overblik eller en redegørelse for passagens hovedtræk og så videre. Efterfølgende meddelelser vil derefter reflektere over tegnet fra forskellige perspektiver, såsom dets betydning eller anvendelse med hensyn til bøn, discipelskab, relationer eller mission.
da jeg forberedte mig på beskeden, blev jeg konfronteret med det faktum, at jeg ikke rigtig ‘fik’ passagen; det virkede underligt for mig. Selvfølgelig har jeg læst det mange gange i fortiden, og endda prædiket om det, tror jeg. Men kommer til det nu, jeg fandt det forstyrrende, usædvanligt, udfordrende.
og det gjorde mange i menigheden også. Vi havde et kort spørgsmål& en session efter meddelelsen, og folket rejste spørgsmål om min fortolkning af passagen. En person befandt sig rygende, mens jeg prædikede, fordi det var tydeligt, at jeg tog fejl! Det var en stor tid med diskussion og fortsat refleksion. Jeg elsker det, at skrifterne stadig kan tale til os frisk, og at vi som kirke kan diskutere og diskutere vores forståelse og komme til en dybere forståelse af, hvad Gud siger til os gennem sit ord. Jeg bliver mindet om et ordsprog, der tilskrives John Robinson, en af Pilgrimspræsterne, om, at “Gud har endnu mere lys og sandhed at bryde frem for os fra sit ord.”
og der skete noget andet, mens jeg prædikede dette budskab: uventet humor. Jeg havde ikke planlagt nogle af de ting, jeg sagde; det skete bare. Og i dynamikken mellem prædikant og menighed vågnede noget, og vi blev båret sammen.
der er en fin linje, der skal observeres her. Jeg tror, at hvis jeg havde prøvet at være morsom, ville det være faldet fladt. Det var ikke en del af min hensigt. Jeg har ikke noget imod humor, og faktisk, kan ofte sætte pris på det. Ikke desto mindre bør prædikantens hensigt aldrig være at henlede opmærksomheden på sig selv, men at forkynde Jesus Kristus.
på den anden side var jeg glad for, at beskeden gik som den gjorde. Jeg tror, det hjalp med at gøre historien levende, at integrere den dybere i hukommelsen, at fremhæve noget om det ukendt for dem, der har hørt det hele før.
forkyndelse er hårdt arbejde, en uendelig udfordring, og mit håb er altid at kommunikere trofast det budskab, jeg hører i den passage, jeg studerer. At folk modtager det som Guds ord er ikke noget i nogen prædikers magt, men noget, som vi kun kan bede om. Men det er sjovt, det er givende, når vi fornemmer Ånden, der taler hans ord igen, her og nu i vores tid og sted.
hvis du er interesseret, kan du lytte til beskeden her.
