den faglige ulighed i Sydkorea er atypisk høj blandt udviklede lande. Denne type ulighed kan ses i statistikker vedrørende Sydkoreas lønforskel, beskæftigelsesfrekvens, erhvervsmæssig adskillelse og forældreorlov.
Løngapedit
i deres artikel fra 2001 rapporterer Monk-Turner og Turner, at “alt andet lige tjener mænd fra 33,6 procent til 46,9 procent mere end kvinder med sammenlignelige færdigheder.”I 2017 placerede OECD Korea i den sidste position i alle OECD-lande for kønsbestemte lønforskelle, en position, der ikke er forbedret, siden OECD først offentliggjorde denne placering i 2000. Lønforskellen mellem kønnene i Korea er 34,6%, mens OECD-gennemsnittet er 13,1%. Forskellen er forbedret med 7% siden 2000, selvom forbedringsgraden har været langsommere end i andre OECD-lande. Den koreanske kønsbestemte lønforskel er blevet kaldt ” det værste… blandt de industrialiserede lande.”Korea rangerede også det laveste for ottende år i træk på glasloftet, der blev offentliggjort af The Economist i 2020. Glasloftindekset blev bestemt af landets præstationer på ni indikatorer som lønforskel, arbejdsstyrkedeltagelse, repræsentation i Seniorjob, betalt barselsorlov mv.
beskæftigelse
kvinder har tendens til at besætte lavtlønnede, ikke-regelmæssige job og er mindre tilbøjelige til at blive forfremmet til højere lederstillinger på arbejdspladsen; beskæftigelsesmulighederne for kvinder i Sydkorea er dog steget støt i de sidste par årtier. Før Koreakrigen var kvindernes beskæftigelsesfrekvens mindre end 30%. I deres økonomiske undersøgelse for Korea i 2018 registrerede OECD, at den kvindelige beskæftigelsesfrekvens var omkring 56.1%, hvilket er under gennemsnittet (59.3%) for alle OECD-lande. Den mandlige beskæftigelsesfrekvens er 75,9%, hvilket er lidt højere end OECD-gennemsnittet (74,7%).
i deres papir fra 2013 fandt Patterson og Valcutt, at ulighed mellem kønnene på arbejdspladsen stammer fra “mangel på juridisk håndhævelse, et svagt straffesystem, en stiltiende accept af kvinders status, organisatoriske kulturelle spørgsmål, der stammer fra det traditionelle koreanske tankegang, der tillader kønsdiskrimination og en generel mangel på viden om EO-regler fra mange virksomheder.”
ud over kvinders samfundsmæssige og familiære forventninger til at være primære plejere forklarer OECD-rapporten, at “kvinder har tendens til at trække sig ud af arbejdsstyrken, når de har børn, delvis på grund af mangel på førskoleundervisning og plejeinstitutioner af høj kvalitet.”I løbet af 1970′ erne og 1980 ‘erne forlod kvinder arbejdsstyrken på et meget” tidligt stadium i familiedannelsen.”I øjeblikket forlader de arbejdsstyrken senere, normalt lige før eller under deres graviditet. Maj bemærker, at denne tendens kan skyldes kvinders voksende økonomiske uafhængighed.
ifølge Verdensøkonomiske Forum er Sydkorea placeret på nummer 124 ud af 149 lande i verden med hensyn til økonomisk deltagelse og mulighed for kvinder. Kvinder står ofte over for spørgsmål vedrørende deres ægteskabsstatus, eller om de planlægger at få børn, når de ansøger om et job, og bliver endda bedt om forslag om, at job i ‘mandsdominerede’ felter ikke er passende for dem.
blandt OECD-landene fører Sydkorea med den største lønforskel på 35 procent, mens OECD ‘ s gennemsnitlige lønforskel ligger på 13.8 procent, og landets glasloft strækker sig til både corporate boards og lederroller.
erhvervsmæssig segregeringredit
på trods af den stigende beskæftigelsesfrekvens for kvinder er arbejdsstyrken i Korea stadig stærkt adskilt efter køn, præget af fuldtidsbeskæftigelse kønsandel og industrielle forskelle. I 2017 udgjorde kvinder i Korea 39,5% af fuldtidsbeskæftigelsespopulationen i modsætning til 62,7% kønsandel i deltidsbeskæftigelse. Den relativt høje deltidsbeskæftigelsesrate for kvinder kan delvis tilskrives traditionelle konfucianske idealer om kønsroller i Korea, hvor kvinder forventes at påtage sig ansvaret for familieopgaver og børnepasning. Deltidsbeskæftigelse gør det muligt at forene erhvervs-og familieliv, især for kvinder, som forklaret i en OECD-analyse af beskæftigelsesudsigterne fra 2002.
ud over forskelle i fuldtids – og deltidsbeskæftigelsesfrekvenser manifesterer kønsulighed i Korea sig også gennem industriel adskillelse. I en artikel fra 1994 bemærkede Monk-Turner og Turner, at “landbrug og produktion absorberede 66,3 procent af alle kvindelige arbejdere” og “yderligere 29 procent af alle kvinder arbejder som kontor -, salgs-eller servicearbejdere.”I 2017 var beskæftigelsen i landbrugssektoren ifølge statistikker fra Den Internationale Arbejdsorganisation faldet til omkring 5% for både mænd og kvinder; 82,1% af de kvindelige arbejdstagere var koncentreret i servicesektoren med 11,5% inden for fremstilling og 1,4% inden for byggeri i modsætning til mænd med 61,9% inden for tjenester, 20,8% inden for fremstilling og 11,2% inden for byggeri. I to årtier, bortset fra den nationale tendens til sektorskift væk fra landbrug for både mænd og kvinder, den kvindelige erhvervsaktive befolkning forbliver stærkt grupperet i visse industrier, mens det samme mønster ikke ser ud til at gælde for mænd. Desuden blev det i 2018 OECD Economic Survey for Korea observeret, at inden for iværksætterområdet er “kvindelige iværksættere koncentreret i grundlæggende levebrødssektorer, såsom sundhed og social velfærd, indkvartering og restauranter, andre personlige tjenester og uddannelsestjenester, hvilket delvis afspejler deres mere begrænsede adgang til finansiering og deres uddannelsesmæssige baggrund.”
forældreorlov
selvom Sydkorea tilbyder 12 uger til barselsorlov og den længste betalte fædreorlov blandt alle OECD-landene efter 53 uger, er det meget upopulært og uofficielt afskrækket inden for koreanske virksomheder, der tvinger kvinder ud af arbejdspladsen efter fødslen af et barn. Som et resultat får arbejdende forældre – især mødre – relativt lidt støtte til børneopdragelse. Offentlig finansiering til forældreblade samt udvikling af børnepasningsprogrammer har langsomt vundet plads i Sydkorea, hvor børnepasning og dens økonomiske sektor overvejende havde været privat.
